Når jeg møder en person for første gang, flyver det lige igennem hovedet på mig: "Nå, hvordan takler jeg den her?". Skal jeg starte med at sige "Hej, jeg hedder Maja, og forresten så har jeg rygproblemer", og derved blive stemplet som "hende med rygproblemer". Eller skal jeg ignorere det totalt, og intet fortælle om det, og så få underlige øjne når jeg pludselig får dét der udtryk i ansigtet, som mest af alt får mig til at se ud som om at jeg overhovedet ikke har lyst til at være til stede. Det er virkelig valget mellem pest eller kolera, for lige meget hvad jeg vælger, så er der ulemper, som jeg bare skal igennem.
Som jeg tidligere har skrevet om i det værste du kan sige til mig så hader jeg virkelig når en person kommer til at relatere til mit handicap i stedet for til mig. Derfor kan det tit og ofte virke som en bedre ide bare at udelade den side af mig selv, og slet ikke omtale det. Men det resultere mange gange i at folk så er meget uforstående overfor de specielle behov, som nu engang følger med når man har kroniske smerter. Det kan være alt fra at de skal rejse sig fra den gode stol, til at man er nødt til at aflyse i sidste øjeblik.
Hvordan takler I det problem?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar