Det værste du kan sige til mig

Når man har et handicap, en lidelse, en sygdom, eller et hvilket som helst andet problem, så kender man godt de der enkelte sætninger som man hører igen og igen, og som man hader som pesten. For mig er det medlidenhed der virkelig kan give udslag på barometeret: "Jeg synes virkelig det er så synd for dig!". Jamen TAK!, det kan jeg bruge til, lige præcis ingenting. Faktisk bruger jeg timevis hver dag på at kæmpe imod den følelse, for at jeg ikke ender nede i "accept-afdelingen" af min trods-accept skala, for hvis ikke jeg kæmper imod den følelse af at det er synd for mig, så gør det at jeg egentlig helst ville blive liggende under dynen og have ondt af mig selv.

For at prøve at sammenligne det med små almindelige hverdags problemer, så kan du forestille dig at du har en vorte, lidt midt på hagen, og det første samtlige af de folk du møder kommentere på er: "Ej, det var da godt nok en grim vorte du har dig der!". Dit selvværd og din psyke er allerede påvirket af at du har den her skønhedsfejl, men det bliver lige dobbelt så slemt når folk påpeger det.

Ligeledes kan jeg heller ikke fordrage når det første folk spørger til når de møder mig er: "Hvordan går det med din ryg?". Jeg er en interessant person, med et helt liv fuldt med spændende interesser og gøremål - ikke en omvandrende rygsøjle med tilhørende kopholder til mine smertestillende. Faktisk vil jeg egentlig helst glemme mine smerter, når det er at jeg er ude for at hygge mig til et socialt arrangement, for de fylder egentlig nok i min hverdag.

Har du nogen lignende oplevelser, med ting som bare får dig til at ville skrige af folk?