Det er længe siden jeg sidst har skrevet herinde, men da jeg først havde fået mine tanker ud, så var jeg egentlig lidt tom og uengageret. Det er ikke fordi at jeg ikke har mere på hjertet, eller fordi at jeg ikke har lyst til at skrive om det. Der har bare været så mange andre ting som pludselig virkede meget mere spændende. Jeg har siden da gået med tankerne om at "det kunne da være sjovere at starte en modeblog" - og ja, det tror jeg egentlig også at jeg gør snart. For som jeg forsøgte at beskrive i det første møde og det værste du kan sige til mig er jeg er mere end rygsmerter. Meget mere.
Jeg har en passion for mode. Den har altid eksisteret, men de sidste par år har den fået lov til at vokse frit. Som de fleste andre af mine små hobbyer, er den startet på baggrund af mit handicap. Som smertepatient har man ekstremt mange timer, hvor computeren er ens bedste ven, og det var på den måde at jeg fandt frem til modeblogs. Jeg fandt to som jeg synes om, og begyndte at følge dem. Så opdagede jeg bloglovin', og pludselig fulgte jeg 100 forskellige små mode og beauty blogs. Jeg havde tiden og lysten, og det blev et frirum for mig. Jeg kunne sidde derhjemme og dyrke min hobby, og være en del af et community som havde samme passion som jeg.
På nettet er det muligt at gøre ting som man ikke kan i virkligheden. For mig var det mode og shopping, at snakke med mine venner dagligt, samt at være en aktiv og værdsat del af de små samfund som nettet består af. Siden jeg er flyttede til København har jeg så haft mulighed for at deltage mere aktivt i det samfund, og jeg har valgt at sætte tid og energi til side til at deltage i events. Jeg bruger det som samlings punkt for mine veninder, og jeg bruger det til at føle mig lykkelig.
Det er vigtigt at gøre ting der gør en lykkelig, selvom det kræver kræfter og det er på bekostning af pligter som virker mere presserende.
Tager I jer den frihed til at gøre de ting I har brug for, eller er det vigtigere at gøre de ting "man skal"?
